Skizoaffektive sindlsidelser

Af speciallæge Aksel Bertelsen
Center for Psykiatrisk Forskning, Århus Universitetshospital, Risskov.

Generelt om sygdommen

Skizo-affektive sindslidelser blev tidligere opfattet som tilfælde af enten atypisk skizofreni med affektive symptomer eller atypisk manio-depressiv psykose med skizofrene symptomer.

Efter indførelsen af ICD-10 i 1994 har skizo-affektive sindslidelser fået en selvstændig diagnostisk placering. For at opfylde kriterierne for diagnosen skizo-affektiv sindslidelse kræves samtidig tilstedeværelse af et fuldt affektivt syndrom i form af en manisk eller depressiv tilstand og skizofrenisymptomer gennem mindst 2 uger. De affektive og skizofrene symptomer skal være tilstede samtidigt og i udtalt grad, og tilstanden må ikke bedre kunne forklares ved en hjernelidelse eller en stofbetinget tilstand.

Forekomst og udbredelse

Skizo-affektive sindslidelser optræder forholdsvis hyppigt med en livstidsrisiko på op mod ¼% i almenbefolkningen, og med en hyppighed på 7-10% blandt indlagte patienter på psykiatriske afdelinger og hospitaler.

Årsager

Årsagen er overvejende arvelig beroende på tilstedeværelsen af en flerhed af gener, som disponerer til sygdommen. Den indtræffer ofte tidligt, i de unge år, og har tilbøjelighed til et periodisk forløb med afgrænsede sygdomsepisoder.

Symptomer

De affektive symptomer vedrører stemningstilstand, tankevirksomhed, energi- og aktivitetsniveau, som de ses ved maniske og depressive tilstande. Skizofrenisymptomerne er de symptomer, der er særlig karakteristiske for skizofreni såsom skizofrene første-rangs-symptomer, bizarre vrangforestillinger, sproglige tankeforstyrrelser og katatone symptomer.

Behandling

Behandlingen er i første række medikamentel med antipsykotisk og antimanisk/antidepressiv medicin, som kan få symptomerne til at forsvinde og afkorte sygdomsepisodernes varighed. Behandlingen bør ofte suppleres med stemningsstabiliserende medicin, feks. i form af lithium for at modvirke nye sygdomsanfald.




© PsykInfo – www.psykinfo.dk – 7789 3230 – psykinfo@rm.dk