Psykoser
Af speciallæge Aksel Bertelsen
Center for Psykiatrisk Forskning, Århus Universitetshospital, Risskov.
Generelt om sygdommen
Psykose eller sindssygdom er betegnelsen for en svær sindslidelse med ændring af totalpersonligheden og tab af realitetssansen. En psykotisk tilstand defineres efter ICD-10 som en tilstand, hvor der optræder psykotiske symptomer i form af hallucinationer og vrangforestillinger, svære sproglige tankeforstyrrelser (sort tale) eller katatone bevægeforstyrrelser. En sådan tilstand vil ofte, men ikke nødvendigvis altid, være præget af svigtende realitetssans.
Til de psykotiske tilstande hører:
skizofreni
paranoid psykotisk tilstand
akutte og forbigående psykotiske tilstande,
skizo-affektive sindslidelser
mani og depression med psykotiske symptomer
Psykosebegrebet anvendes fortsat i retslig henseende (at være “sindssyg i lovens forstand”) for lidelser eller tilstande med svigtende realitetsopfattelse, hvor tvang eller frihedsberøvelse ved farlighed eller behandlingsbehov kan komme på tale. Dette gælder også for bedømmelse af straftilregnelighed i forbindelse med kriminelle handlinger. Man vil her kunne blive bedømt som “sindssyg” også i forbindelse med manisk tilstand og depressionstilstand uden psykotiske symptomer, eller som værende i en tilstand, som kan ligestilles med sindssygdom, som ved skizotypisk sindslidelse, anorexia nervosa eller svære belastnings- eller tilpasningsreaktioner.
Opdateret januar 2010
© PsykInfo – www.psykinfo.dk – 7789 3230 – psykinfo@rm.dk





