Mani
Af Overlæge, lektor, PhD Rasmus W. Licht, Forskningsafdeling for affektive sygdomme, Århus Universitetshospital, Risskov.
Hyppighed og symptomer
Livstidsrisikoen for at udvikle en mani er ca. 1-2%. Efter første sygdomsepisode er der ca. 90% risiko for på et senere tidspunkt at få en ny episode. Mani debuterer almindeligvis før 30-års alderen, men kan ses i alle aldre. Modsat depressionssygdommen optræder mani lige hyppigt hos mænd og kvinder. Selvom der findes tilfælde med enkeltstående mani, er hovedreglen, at der hos den samme patient på et tidligere eller senere tidspunkt også er en eller flere depressioner og også efterfølgende manier, og man taler da om, at manien er led i en bipolar affektiv sindslidelse (bipolar sygdom). I de sjældnere tilfælde, hvor der er (flere) manier, men ingen depressioner, anvendes også betegnelsen bipolar sygdom.
Selve den maniske episode begynder ofte pludseligt over timer eller dage, men kan også indsætte mere gradvist over nogle uger. Ubehandlet varer en mani mellem 2 og 8 måneder. Kroniske former kan dog ses. Det løftede, ekspansive eller irritable stemningsleje er det mest karakteristiske symptom ved en mani. Herudover optræder i varierende antal og sværhedsgrad symptomer som fysisk, mental, verbal, social og seksuel overaktivitet, letafledelighed, urealistiske tanker om egen formåen og ændret sansning. Tab af hæmninger kan føre til hasarderede handlinger, herunder handlinger som kan være til gene og skade for både patient og omgivelser. Nedsat behov for søvn er et hyppigt symptom og ofte det allertidligste. Patientens oplevelse af manien i sine lette former kan være øget velvære, øget evne til social udveksling, øget selvtillid, øget opmærksomhed og øget initiativ. Udvikler manien sig, bliver det løftede stemningsleje eventuelt ledsaget af letvakt irritabilitet og vrede. Overaktiviteten, talepresset og de urealistiske tanker om egen formåen gør det snart tydeligt for omgivelserne, at der er noget galt. Selvovervurderingen ender måske i egentlige storhedsforestillinger. I svære tilfælde kan opmærksomhedsforstyrrelserne blive så omfattende, at patienten fremtræder konfus. I ekstreme tilfælde kan der udvikle sig et akut delir, som viser sig ved massiv forvirring og hyperaktivitet, som ubehandlet kan medføre døden. Selvom den maniske kan være i en tilstand præget af øget velvære og ubekymret lykkefølelse, kan tilstanden opleves som svært pinagtig. Der er hyppigt samtidigt optrædende depressive symptomer. Man taler så om en blandingstilstand. I sådanne faser er der en betydelig risiko for selvmord. Ofte optræder forbigående vrangforestillinger eller hallucinationer. Ved lettere maniske symptomer, som kun har en mindre indvirkning på dagligdagen, taler man om hypomani.
Årsager til mani
Om årsagen til mani ved man, at både miljømæssige, herunder psykologiske, og arvemæssige forhold spiller en rolle. I følge den såkaldte sårbarheds-stress model forestiller man sig, at det er specifikke biologiske forhold, som til en vis grad er arveligt bestemte, som gør personen sårbar over for uspecifikke stress-situationer. Uspecifikt stress hos en person med en sådan biologisk sårbarhed kan så udløse en sygdomsepisode formidlet via hormoner og hjernens signalstoffer.
Man ved, at mani også kan forårsages af kendte hjerneorganiske sygdomme såsom blodprop eller blødning i hjernen, hjernetraumer og dissemineret sklerose. Endvidere kan mani ses ved forskellige medicinske sygdomme. Endelig kan forskellige former for misbrug samt indtagelse af bestemte former for medicin fremkalde mani.
Behandling
Mani, i det mindste i sværere grader, bør almindeligvis behandles på hospital, hvor den medikamentelle behandling er afgørende. Behandlingen består enten af lithium, visse antiepileptika (lægemidler, som oprindeligt er udviklet til brug ved epilepsi, men som har vist sig også at have en virkning ved mani) eller såkaldte antipsykotika. Man vil ofte supplere behandlingen med Stesolid-lignende præparater (benzodiazepiner). I den forebyggende behandling af mani (og bipolar sygdom) anvendes især lithium, men også visse antiepileptika og visse typer antipsykotika. Såfremt behandlingen tåles uden væsentlige bivirkninger, er der god grund til at fortsætte på ubestemt tid. Beslutning herom skal naturligvis tages på baggrund af tidligere sygdomsforløb, samt de konsekvenser fremtidige episoder kan tænkes at få. Forskellige former for psykoterapi, støttende samtaler og psykoedukation er af stor betydning. I behandlingen af mani skal der altid være opmærksomhed rettet mod eventuelle depressive symptomer, som ofte præger sygdomsbilledet hos de bipolare patienter (se depressioner og affektive lidelser).
Rasmus Licht har i samarbejde med Krista Nielsen Straarup udgivet bogen "Bipolar lidelse". Læs nærmere her
© PsykInfo – www.psykinfo.dk – 7789 3230 – psykinfo@rm.dk
