Depressioner

Symptomer og inddeling

En depression udvikles ofte gradvist. Udover det forsænkede stemningsleje, som af patienten kan opleves som tristhed, grådtendens og endog tab af evnen til at føle noget, er depressionen typisk kendetegnet ved træthed og nedsat energi, samt nedsat evne til at kunne glæde sig og føle interesse for det, der sædvanligvis har kunnet medføre engagement. Søvnen og appetitten er almindeligvis forstyrret og vægttab ses. Nedsat seksuallyst er også et hyppigt symptom. Herudover kommer ofte nedsat selvagtelse og nedsat selvtillid, urimelige selvbebrejdelser eller skyldfølelse. Der kan optræde vrangforestillinger om skyld, eksempelvis forestillinger om, at man skal henrettes på grund af en banal forseelse. Tænkningen er ofte langsom og mindre effektiv, hvilket kan medvirke til rådvildhed og ubeslutsomhed. Det motoriske tempo kan ligeledes være nedsat. I de allersværeste grader kan patienten ligge ubevægelig. Talen er ofte langsom og monoton. Forstoppelse, mundtørhed og svedtendens forekommer. Der kan også komme koncentrations- og hukommelsesbesvær, som kan føre til en forvirringstilstand. Varierende grader af selvmordstanker optræder hyppigt. Sanseforstyrrelser optræder af og til. Det kan dreje sig om svækkede sanseindtryk eller i svære, psykotiske, tilfælde hallucinationer, fx i form af hørelseshallucinationer, hvor patienten hører udskældende stemmer. De forskellige symptomer vil ofte føre til varierende grader af social isolation og generelt nedsat social funktion, ligesom evnen til at tage vare på egne fornødenheder kan være nedsat.


Depressioner inddeles i diagnosesystemet ICD-10 efter sværhedsgrad. Hvis der, udover depression, tillige har været tidligere tilfælde af mani (karakteriseret bl.a. af en sygelig opstemthed), taler man i ICD-10 om en bipolar depression. Af behandlingsmæssige grunde er det vigtigt at være opmærksom på, om dette er tilfældet.

Hyppighed og prognose

Livstidsrisikoen for at udvikle en ikke-bipolar depression er for kvinder og mænd henholdsvis ca. 8 og 4%. Debutalderen er varierende, men oftest 40-50 år. Ubehandlet varer en depression almindeligvis fra 6 til 12 måneder. Kroniske depressioner af op til flere års varighed er dog ikke ualmindelige, især hos ældre. Kun omkring 15% af patienter med depression oplever en enkeltstående depression i løbet af livet. Hovedreglen er således, at sygdommen kan komme igen.

Selvom depressionssygdommens forløb kan modificeres betragteligt af behandling, er den almindeligvis forbundet med store personlige og sociale omkostninger, ligesom der er en ganske betydelig overdødelighed, hovedsagelig på grund af selvmord.

Årsager til depression

Om årsagen til depression ved man, at både miljømæssige, herunder psykologiske og arvemæssige forhold spiller en rolle. I følge den såkaldte sårbarheds-stress model, forestiller man sig, at det er specifikke biologiske forhold, som til en vis grad er arveligt bestemte, som gør personen sårbar over for uspecifikke stress-situationer. Uspecifikt stress hos en person med en sådan biologisk sårbarhed kan så udløse en sygdomsepisode formidlet via hormoner og hjernens signalstoffer. Der er i dag enighed om, at især de sværere tilfælde af depression må opfattes som overvejende biologiske sygdomme, selvom man i behandlingen i høj grad tilgodeser de psykologiske aspekter. Den bedre effekt af biologiske behandlinger sammenlignet med psykologiske behandlinger ved de sværere depressioner understøtter eksistensen af en biologisk komponent i sygdommen.

Man ved, at depression kan forårsages af kendte hjerneorganiske sygdomme så som blodprop eller blødning i hjernen, hjernetraumer, dissemineret sklerose og parkinsonisme. Endvidere kan depression ses ved forskellige medicinske sygdomme. Endelig kan forskellige former for misbrug samt medicinindtagelse fremkalde depression.

Behandling

Hvis der er tale om en depression, til forskel for korterevarende krisereaktioner, bør behandlingen tilrettelægges af en læge. I de letteste tilfælde af depression kan forskellige former for psykologisk behandling dog være tilstrækkelig, men i de øvrige tilfælde er medicinsk behandling ofte afgørende. Sværere depressioner, herunder depressioner med selvmordsrisiko og nedsat væske- og fødeindtagelse bør ofte behandles på hospital. Af og til kan man være nødt til at skride til tvangsindlæggelse af hensyn til den syge.

Der findes i dag en række medikamenter til behandling og forebyggelse af depression. Virker det ene præparat ikke, kan man være nødsaget til at skifte til et andet og eventuelt kombinere forskellige. I behandlingen af depressioner står valget mellem de traditionelle, såkaldte tricykliske antidepressiva og de nyere antidepressiva, herunder dem som er markedsført som specifikt virkende på signalstoffet serotonin i hjernen. Præparaterne adskiller sig især ved deres bivirkninger. Behandlingen af den akutte depression bør som hovedregel strække sig over mindst et år for at undgå tilbagefald. I tilfælde, hvor der har været flere tidligere episoder, kan man overveje årelang forebyggende behandling med antidepressiva. I ganske særlige tilfælde, eksempelvis når den syge ikke vil spise og drikke eller har svære selvmordstilskyndelser, kan ECT ("elektrochok behandling") være absolut nødvendig og livsreddende. I behandlingen af depressioner er det vigtigt at støtte den syge, og supplerende egentlig psykologisk behandling i form af især såkaldt kognitiv terapi er yderst relevant også i langtidsbehandlingen. Under alle omstændigheder bør den medikamentelle behandling suppleres med samtaler om sygdommen, om behandlingen og om bivirkninger.

Behandlingen af den bipolare depression som led i den bipolare sygdom adskiller sig fra behandling af depression som led i depressionssygdommen. Behandlingen af den bipolare depression bør som hovedregel omfatte en såkaldt stemningsstabiliserende behandling (fx lithium og visse antiepileptika), eventuelt suppleret med et antidepressivum.


Se også de tre artikler om mani , om bipolar lidelse og om affektive lidelser



© PsykInfo – www.psykinfo.dk – 7847 0450 – psykinfo@rm.dk