Affektive lidelser
(Depressioner og Bipolar lidelse)
Af Overlæge, lektor, PhD Rasmus W. Licht, Forskningsafdeling for affektive sygdomme, Århus Universitetshospital, Risskov.
Generelt om affektive sindslidelser
Affektive sindslidelser er hyppige, oftest livslange sygdomme med et episodisk forløb. Selvom sygdommenes forløb kan modificeres betragteligt af behandling, er de almindeligvis forbundet med store personlige og sociale omkostninger. Sygdommene har en ganske betydelig overdødelighed, hovedsagelig på grund af selvmord.
Ved affektive sindslidelser (stemningssindslidelser) er stemningslejet (grundstemningen) unaturligt ændret i varierende grad og i varierende retning. Ved depression er det forsænket og ved mani løftet. Til det ændrede stemningsleje knytter der sig en lang række andre symptomer.
Den enkelte affektive sygdomsepisode inddeles i diagnosesystemet ICD-10 efter symptomerne i depression eller mani. Er der både maniske og depressive symptomer i den samme episode, taler man om en blandingstilstand. Sygdomsepisoderne inddeles endvidere efter sværhedsgrad. Herudover opdeles de affektive sindslidelser efter deres forløb i tilbagevendende depression (depressionssygdommen), hvor kun depressioner optræder, og bipolar affektiv sindslidelse (tidligere kaldet manio-depressiv sygdom), hvor der optræder såvel manier (eller hypomanier) som depressioner. Af blandt andet behandlingsmæssige grunde er denne inddeling velbegrundet.
Årsager til affektive sindslidelser
Om årsagen til affektive sindslidelser ved man, at både miljømæssige, herunder psykologiske, og arvemæssige forhold spiller en rolle, sidstnævnte især ved den bipolare sygdom. I følge den såkaldte sårbarheds-stress model, forestiller man sig, at det er specifikke biologiske forhold, som til en vis grad er arveligt bestemte, som gør personen sårbar over for uspecifikke stress-situationer. Uspecifikt stress hos en person med en sådan biologisk sårbarhed kan så udløse en sygdomsepisode formidlet via hormoner og hjernens signalstoffer. Der er i dag enighed om, at især de sværere tilfælde af affektiv sygdom må opfattes som overvejende biologiske sygdomme, selvom man i behandlingen også i høj grad tilgodeser de psykologiske aspekter.
Man ved, at såvel depression som mani også kan forårsages af kendte hjerneorganiske sygdomme såsom blodprop eller blødning i hjernen, hjernetraumer, dissemineret sklerose og parkinsonisme. Endvidere kan depression og mani ses ved forskellige medicinske sygdomme. Endelig kan forskellige former for misbrug samt indtagelse af bestemte former for medicin fremkalde depression og mani.
Depressionssygdommen:
Hyppighed og symptomer
Livstidsrisikoen for at udvikle en depression er for kvinder og mænd henholdsvis ca. 8 og 4%. Debutalderen for depression er varierende, men oftest 40-50 år. Ubehandlet varer en depression almindeligvis fra 6 til 12 måneder. Kroniske depressioner af op til flere års varighed er dog ikke ualmindelige, især hos ældre. Kun omkring 15% af patienter med depression oplever en enkeltstående depression i løbet af livet. Hovedreglen er således, at sygdommen kommer igen.
En depression udvikles ofte gradvist. Udover det forsænkede stemningsleje, som af patienten kan opleves som tristhed, grådtendens og endog tab af evnen til at føle noget, er depressionen typisk kendetegnet ved træthed og nedsat energi, samt nedsat evne til at kunne glæde sig og føle interesse for det, der sædvanligvis har kunnet medføre engagement. Søvnen og appetitten er almindeligvis forstyrret og vægttab ses. Nedsat seksuallyst er også et hyppigt symptom. Herudover kommer ofte nedsat selvagtelse og nedsat selvtillid, urimelige selvbebrejdelser eller skyldfølelse. Der kan optræde vrangforestillinger om skyld, eksempelvis forestillinger om, at man skal henrettes på grund af en banal forseelse. Tænkningen er ofte langsom og mindre effektiv, hvilket kan medvirke til rådvildhed og ubeslutsomhed. Det motoriske tempo kan ligeledes være nedsat. I de allersværeste grader kan patienten ligge ubevægelig. Talen er ofte langsom og monoton. Forstoppelse, mundtørhed og svedtendens forekommer. Der kan også komme koncentrations- og hukommelsesbesvær, som kan føre til en forvirringstilstand. Varierende grader af selvmordstanker optræder hyppigt. Sanseforstyrrelser optræder af og til. Det kan dreje sig om svækkede sanseindtryk eller i svære, psykotiske, tilfælde hallucinationer, fx i form af hørelseshallucinationer, hvor patienten hører udskældende stemmer. De forskellige symptomer vil ofte føre til varierende grader af social isolation og generelt nedsat social funktion, ligesom evnen til at tage vare på egne fornødenheder kan være nedsat.
Behandling
Hvis der er tale om en depression, til forskel for korterevarende krisereaktioner, bør behandlingen tilrettelægges af en læge. I de letteste tilfælde af depression kan forskellige former for psykologisk behandling dog være tilstrækkelig, men i de øvrige tilfælde er medicinsk behandling ofte afgørende. Sværere depressioner, herunder depressioner med selvmordsrisiko og nedsat væske- og fødeindtagelse bør ofte behandles på hospital. Af og til kan man være nødt til at skride til tvangsindlæggelse af hensyn til den syge.
Der findes i dag en række medikamenter til behandling og forebyggelse af depression. Virker det ene præparat ikke, kan man være nødsaget til at skifte til et andet og eventuelt kombinere forskellige. I behandlingen af depressioner står valget mellem de traditionelle, såkaldte tricykliske antidepressiva og de nyere antidepressiva, herunder dem som er markedsført som specifikt virkende på signalstoffet serotonin i hjernen. Præparaterne adskiller sig især ved deres bivirkninger. Behandlingen af den akutte depression bør som hovedregel strække sig over mindst et år for at undgå tilbagefald. I tilfælde, hvor der har været flere tidligere episoder, kan man overveje årelang forebyggende behandling med antidepressiva. I ganske særlige tilfælde, eksempelvis når den syge ikke vil spise og drikke eller har svære selvmordstilskyndelser, kan ECT ("elektrochok behandling") være absolut nødvendig og livsreddende. I behandlingen af depressioner er det vigtigt at støtte den syge, og supplerende egentlig psykologisk behandling i form af især såkaldt kognitiv terapi er yderst relevant også i langtidsbehandlingen. Under alle omstændigheder bør den medikamentelle behandling suppleres med samtaler om sygdommen, om behandlingen og om bivirkninger.
Bipolar affektiv sindslidelse
Hyppighed og symptomer
Livstidsrisikoen for at udvikle en bipolar affektiv sindslidelse (bipolar sygdom) er ca. 2-3%. Efter første sygdomsepisode er der ca. 90% risiko for på et senere tidspunkt at få en ny episode. Sygdommen debuterer almindeligvis før 30-års alderen, men kan debutere i alle aldre. I op mod halvdelen af tilfældene begynder sygdommen før 20 års alderen. Modsat depressionssygdommen optræder bipolar sygdom lige hyppigt hos mænd og kvinder. Sygdomsbilledet er i varierende grad præget af manier, depressioner og/eller blandingstilstande.
Selve den maniske episode begynder ofte pludseligt over timer eller dage, men kan også indsætte mere gradvist over nogle uger. Ubehandlet varer en mani mellem 2 og 8 måneder. Kroniske former kan dog ses. Det løftede, ekspansive eller irritable stemningsleje er det mest karakteristiske symptom ved en mani. Herudover optræder i varierende antal og sværhedsgrad symptomer som fysisk, mental, verbal, social og seksuel overaktivitet, letafledelighed, urealistiske tanker om egen formåen og ændret sansning. Tab af hæmninger kan føre til hasarderede handlinger, herunder handlinger som kan være til gene og skade for både patient og omgivelser. Nedsat behov for søvn er et hyppigt symptom og ofte det allertidligste. Patientens oplevelse af manien i sine lette former kan være øget velvære, øget evne til social udveksling, øget selvtillid, øget opmærksomhed og øget initiativ. Udvikler manien sig, bliver det løftede stemningsleje eventuelt ledsaget af letvakt irritabilitet og vrede. Overaktiviteten, talepresset og de urealistiske tanker om egen formåen gør det snart tydeligt for omgivelserne, at der er noget galt. Selvovervurderingen ender måske i egentlige storhedsforestillinger. Af og til optræder også andre vrangforestillinger eller hallucinationer. I svære tilfælde kan der komme opmærksomhedsforstyrrelser, som er så omfattende, at patienten fremtræder konfus. I ekstreme tilfælde kan der udvikle sig et akut delir, som viser sig ved massiv forvirring og hyperaktivitet, som ubehandlet kan medføre døden. Ved lettere maniske symptomer, som kun har en mindre indvirkning på dagligdagen, taler man om hypomani.
Symptomerne ved depression som led i den bipolare sygdom (bipolar depression) er som beskrevet ovenfor under depressionssygdommen.
Behandling
Mani, i det mindste i sværere grader, bør almindeligvis behandles på hospital, hvor den medikamentelle behandling er afgørende. Behandlingen består enten af lithium, visse antiepileptika (lægemidler, som oprindeligt er udviklet til brug ved epilepsi, men som har vist sig også at have en virkning ved mani) eller såkaldte antipsykotika. Man vil ofte supplere behandlingen med Stesolid-lignende præparater (benzodiazepiner). Behandlingen af den bipolare depression adskiller sig fra behandling af depression som led i depressionssygdommen, idet behandlingen som hovedregel bør omfatte en såkaldt stemningsstabiliserende behandling (fx lithium og visse antiepileptika), eventuelt suppleret med et antidepressivum. I den forebyggende behandling af bipolar sygdom anvendes især lithium, men også visse antiepileptika og visse typer antipsykotika. Såfremt behandlingen tåles uden væsentlige bivirkninger, er der god grund til at fortsætte på ubestemt tid. Beslutning herom skal naturligvis tages på baggrund af tidligere sygdomsforløb, samt de konsekvenser fremtidige episoder kan tænkes at få. Forskellige former for psykoterapi og psykoedukation er af stor betydning.
Rasmus Licht har i samarbejde med Krista Nielsen Straarup udgivet bogen "Bipolar lidelse". Læs nærmere her
© PsykInfo – www.psykinfo.dk – 7789 3230 – psykinfo@rm.dk
