ADHD-unge

af børneneuropsykolog Dorte Damm
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter, Risskov

Definition


ADHD står for attention deficit hyperactivity disorder. Unge med ADHD har problemer med opmærksomhed og/eller med aktivitetsniveau og impulsivitet. I Danmark bruger man også diagnosen hyperkinetisk forstyrrelse, der er et andet begreb for det samme.

Symptomer


Unge med ADHD er forskellige både med hensyn til hvilke symptomer, der er mest fremtrædende og hvor meget det påvirker deres funktion. Generelt ses problemer med at fordybe sig i noget der er krævende og som ikke er særligt spændende. De har svært ved at fastholde opmærksomheden, når de lytter til andre eller skal læse. De bliver forstyrret af andres støj eller af egne tanker og ideer. De glemmer aftaler, tid og hvor de har lagt deres ting. De kan handle for hurtigt og uoverlagt og har svært ved at beherske deres følelser. Det er tiltagende svært at planlægge og organisere arbejde og studier. Mange bliver lettere stressede og mister overblikket, når der sker forandringer.


I forhold til andre mennesker kan unge med ADHD have vanskeligheder i kommunikation og nogle bliver tiltagende ensomme, fordi de i samværet kan have svært ved at sætte andres behov før deres egne og har svært ved at styre deres impulsivitet.


De er ikke længere så motorisk urolige og omkringfarende som i barndommen, men mange vil stadig have en stærk indre følelse af rastløshed og ubehag, når der ikke foregår noget interessant.

Uddannelse og arbejde


Med alderen stilles der stadig større krav til at den unge kan fungere selvstændigt, at de kan overskue ting der er komplicerede og at de kan planlægge. Når kravene øges vil de unges begrænsede fordybelse og energi blive tydeligere og kan være provokerende for omgivelserne. De har svært ved at tage sig sammen til at gå i gang; når de går i gang med nye opgaver, kan de have svært ved at gøre dem færdige. Unge med ADHD vil have hyppigere skift af uddannelse og arbejde. De har svært ved at planlægge en opgave i forhold til tid og indsats og deres arbejdsindsats er svingende Langsigtede opgaver er uoverskuelige og de er sårbare i forhold til ændringer på arbejdspladsen. Det er specielt svært at arbejde i åben plan skoler og kontorlandskaber og med opgaver der ikke er klart afgrænsede og definerede.


Hyppighed


Ca 2-4% af børn opfylder diagnosekriterierne for ADHD. Tidligere troede man, at det var nogle vanskeligheder, der forsvandt i ungdommen, men det er nu klart, at vanskelighederne fortsætter hos omkring 60%, så det også præger deres funktion i unge- og voksenalderen. En tredjedel af disse vil kunne klare sig uden særlige vanskeligheder, en tredjedel vil have behov for nogen støtte f.eks. medicin og støttepersoner; og den sidste tredjedel har store problemer og risikerer at udvikle psykisk sygdom, kriminalitet og misbrug.


Årsager


ADHD er en neuropsykiatrisk forstyrrelse, der kan skyldes dels arvelige faktorer dels forskellige udefrakommende faktorer såsom iltmangel. Forstyrrelsen kan påvirkes af de opvækstbetingelser man har, men det er ikke familiemæssige faktorer, der er årsag til forstyrrelsen.


Behandling


Unge med ADHD er meget forskellige og kun hvis de har alvorlige symptomer skal de have en diagnose og behandling. Hvis den unge har opmærksomhedsproblemer i en grad, der betyder at det er svært at tage en passende uddannelse, klare daglige forpligtelser og at klare sig socialt, kan det være relevant at få foretaget en vurdering ved psykiater eller anden speciallæge.


Der er ofte god effekt af en behandling, der omfatter en del af følgende generelle behandlingsprincipper:


• Information om vanskelighederne til den unge, forældre og netværk i øvrigt
• Medicin. Medicin kan ofte hjælpe unge med ADHD. Der findes flere forskellige former for medicin og de har alle en generel god effekt i forhold til de grundlæggende ADHD-symptomer. Medicin vil som regel være en del af en mere omfattende behandling, da dette giver det bedste resultat. Støtte til at udvikle strategier bl.a. ved hjælp af en personlig coach
• Tilpasning af de fysiske, psykologiske og sociale omgivelser
• Kognitiv terapi evt i grupperådgivning både til den unge og til andre vigtige personer


Det er vigtigt at interventioner støtter den unges oplevelse af selvbestemmelse og indflydelse bl.a. ved udvikling af kompenserende strategier, såsom anvendelse af kalendersystemer, budgetkonto m.m. Der kan være behov for social støtte og træning i at lære, hvordan man planlægger og overskuer praktiske gøremål. Der er behov for rummelige voksne, der fokuserer på det, der lykkes og er i stand til at arbejde med en meget gradvis øgning af ansvar. Den unge med ADHD ønsker selvbestemmelse i samme grad som andre unge, men er i mindre grad i stand til at påtage sig ansvaret og overskue egne handlemuligheder. For mange unge med ADHD betyder det at de har brug for voksne støttepersoner der kan guide dem i forhold til uddannelse, kontakt til offentlige myndigheder m.m.


Der findes en patientforening: ”ADHD foreningen”, der arrangerer kurser, udgiver medlemsblad og formidler kontakt mellem medlemmerne.


Diasshow vedr. Unge med ADHD




© PsykInfo – www.psykinfo.dk – 7789 3230 – psykinfo@rm.dk